Du er her: Home arrow Om InDiMedia arrow Uddybning

PDF Udskriv E-mail
Uddybning af InDiMedias profil

 

I dette afsnit vil vi mere detaljeret skitsere InDiMedia profil samt opridse de foreløbige resultater, der er opnået af InDiMedia og de projekter der ledes af InDiMedia, dels for at dokumentere potentialet i feltet omkring interaktive, digitale medier, dels for at afspejle den dynamik, der i øjeblikket kan spores inden for dette vækstområde generelt såvel som mere specifikt den dynamik, der karakteriserer forskningsmiljøet omkring InDiMedia, og endelig for at påpege effekten af videnoverførselsprojekter mellem videninstitutioner og erhvervsliv.

 

InDiMedia - profilbeskrivelse

InDiMedia (Center for Interaktive Digitale Medier) er et forskningscenter på Aalborg Universitet, der dels udfører forskning for at forbedre udviklingen inden for interaktiv kommunikation og nye interaktive medier og dels udfører forskning i relation til oplevelsesdesign og –analyse, dvs. forståelsen, produktionen, implementeringen og analysen af menneskelige oplevelser. Forskningscenteret er etableret under Institut for Kommunikation og fysisk placeret på VR Medier Lab på Aalborg Universitet. Det blev dannet d. 1. juni 2003 og har i dag omkring 20 tilknyttede forskere (ph.d.-studerende og stab inklusive).

InDiMedia er organiseret i 7 forskningsområder, der fokuserer på henholdsvis

 

• Interaktivt tv, bredbånd, cross media og multimedier i hjemmene
• Bruger-centreret digital design
• Spil, leg, computerspil og edutainment
• Digital kunst og kultur
• Oplevelsesøkonomi og oplevelsesdesign
• Netværksmedier, netværkskultur og virtuelle fællesskaber
•  MOM / Media-on-the-Move
• AMOK /Audiovisuelle medier og kognition
• Og nye eksperimentelle metoder til at teste og skabe digitale oplevelsesprodukter

 

Fremtidige medier, apparater, indhold og tjenester må nødvendigvis tilpasse sig brugernes behov og ønsker. InDiMedias vision er derfor at udføre forskning i og udvikling af interaktive digitale medier fra et bruger-centreret perspektiv med udgangspunkt i humaniora, socialvidenskaberne og designvidenskaberne. Hertil bliver et antal teoretiske og metodiske traditioner bragt i spil, herunder: kultur- og medieanalyse, mikro-sociologi, design teori, interaktionsdesign, oplevelsesdesign, kognitionsforskning, ludologi, suppleret og udvidet med kvantitative og kvalitative empiriske studier.

 

Et af InDiMedias mål er at bygge bro mellem kreativitet og teknologi gennem kombinationen af temaer og områder inden for de humanistiske videnskaber, samfundsvidenskaberne og teknologi, som normalt bliver holdt adskilte i traditionelle forståelser.

InDiMedia udfører forskning inden for et bredt spekter af emner, som f.eks.: nye former for digital kommunikation og interaktive, digitale medier; cross media produktion og konsumption; social interaktion, interaktivitet og interaktionsdesign; mediepublikum og virtuelle fællesskaber; den interaktive bruger og forbruger; bruger-centreret digital design; digital kunst, digital kultur og digital æstetik; interaktive teknologier, applikationer og indhold; computerspil og digital underholdning; bruger-genereret, bruger-centreret og bruger-annoteret indhold; oplevelsesdesign og optimering af brugeroplevelser; samt kreativitet og innovation.

 

Et andet signifikant træk ved InDiMedia er et meget eksperimenterende miljø baseret på udviklingen af egne dedikerede undersøgelsesmetoder og udstyr. I samarbejde med KMD (Kommunedata, primært Kommunedatas brugervenlighedscenter) og VR Media Lab har InDiMedia gennem det sidste 2 år udviklet professionelle laboratorie-baserede test-faciliteter til brugercentrerede studier. Disse faciliteter tilbyder muligheden for at observere, teste og undersøge brug af interaktive, digitale medier. Faciliteterne bruges af såvel forskere, studerende som InDiMedias industrielle partnere (se nærmere beskrivelse af HELP+ nedenfor).

 

Udover de traditionelle mål for et forskningscenter i retning af at udgøre den organisatoriske ramme om forskningen, at fremme et fagligt levende forskningsmiljø, at afholde faglige møder, at støtte publicering og formidling, at fremme netværksdannelse nationalt og internationalt og at udvikle undervisning for ph.d.- og kandidat-studerende er det også blandt InDiMedias formulerede mål at ”etablere og deltage i samarbejdsprojekter med erhvervsvirksomheder og brugerorganisationer med henblik på videnoverførsel vedr. digitale, interaktive medier” samt ”at søge interne og eksterne finansieringsmuligheder for forskningsprojekter og aktiviteter omkring digitale, interaktive medier” (citeret fra InDiMedias målbeskrivelser).

InDiMedia har således stærke relationer til erhvervslivet, og forskning og udvikling af nye former for interaktive, digitale medier, udstyr, indhold og tjenester bliver udført i samarbejde mellem videninstitution og erhvervsliv. Som betonet af InDiMedias erhvervspartnere er forskningscenterets evne at udvikle kreative ideer og kreativ tænkning i tæt samarbejde med industrielle miljøer. Blandt InDiMedias partnere i erhvervslivet er

 

KMD (Kommune Data)
NORDJYSKE Medier A/S
ITE (Interactive Television Entertainment)
HEF (Himmerlands ElForsyning)
TRIAX  A/S
TV/Midt-Vest
TV2/Nord-digital
Futarque
Studio 1-2
MakeDo Media
Zenaria
Banana MedieEvent
AM Production
Ny Dansk Musikteater
m.fl.

 

Ud over at arbejde med forskning i nye interaktive, digitale medier arbejder InDiMedia også med nye formidlingsformer. Det sker dels gennem formidling af videnskabelige resultater i andre formater end videnskabelige publikationer, herunder


• interne og eksterne nyhedsbreve
• interviews og anden journalistisk formidling med forskere og projektpartnere
• videoformidling på webben (en meget stor del af de arrangementer InDiMedia har stået for gennem de sidste 2 år, er nu tilgængelige på webben som streaming video),
• herudover deltager InDiMedia i forskellige typer af events, performances og udstillinger med tilknytning til interaktive digitale medier med forskellige former for showcases og demo’er.

 

InDiMedia – historisk baggrund

InDiMedia udspringer af en forskningsinteresse for nye medier på Institut for Kommunikation, der går mere end 10 år tilbage og som har tætte forbindelser til uddannelserne i Humanistisk Datalogi, Kommunikation og senest kandidatuddannelsen i Multimedier og Cand. IT-uddannelsen i Multimedier. Forskningsarbejdet med nye medier har først og fremmest samlet sig i medvirken i en række projekter som FISK (Forskningsinitiativet: Informatik, Semiotik og Kulturanalyse, 1990- ); TVs æstetik (Statens Humanistiske Forskningsråd, 1993-1998), Staging of Virtual Inhabited 3D Spaces (1998-2001); Virtual Stage (2000-2001), Dansk Mediehistorie, Multimedier i hjemmene (1998-2001). Projekter, der alle har været væsentlige forudsætninger for dannelsen af InDiMedia.


InDiMedia – langsigtede mål

InDiMedias langsigtede mål og prioriterede forskningsområder i perioden 2005-2010 er følgende
• Udvikling af teorier og metoder indenfor bruger-centreret digital design
• Udvikling af teorier og metoder inden for interaktionsdesign
• Videreudvikling af eksperimentelle metoder til at undersøge Playability, Likeability, Usability i oplevelsesorienterede digitale produkter, for eksempel gennem brug af laboratoriet HELP+/Human Experience Lab PLUS, der kombinerer udvikling af semi-etnografiske metoder med nye metoder til at studere interaktiv brugeradfærd.
• Studier af domestication af digitale medier, primært i relation til underholdningsmedier og inden for den private kontekst
• Studier af kreativitet og innovation, herunder særligt undersøgelse af hvilke skjulte ressourcer, der ligger gemt i disse fænomener, og hvordan man kan udvikle strategier, metoder og teknikker til deres anvendelse og brug indenfor området digital design
• Teoretiske, analytiske/empiriske og eksperimentelle studier af optimering af brugeroplevelser i forbindelse med oplevelsesorienterede produkter (som f.eks. men ikke udelukkende computerspil og gameplay).

 

Uddannelsesmæssige initiativer

InDiMedia har gennem de sidste 2 år været meget aktiv i tilblivelsen af den nye nationale spiluddannelse, der nu er etableret som DAIDU – Dansk Akademi for Interaktiv Digital Underholdning. InDiMedia har gennem hele den forberedende fase haft 2 personer i den centrale strategi- og koordinationsgruppe og har nu en repræsentant siddende i den permanente koordinationsgruppe. Derudover har InDiMedia haft flere repræsentanter i arbejdsgrupperne, der har udarbejdet beskrivelsen af de forskellige uddannelsesprofiler, ligesom InDiMedias forskere også deltager i udbuddet af uddannelsen i såvel Game Designer som Projektleder under multimedieuddannelsen på Aalborg Universitet.

 

Herudover har InDiMedia deltaget aktivt i planlægningen af IT-vest nye ITEV (IT efter- og videreuddannelse) moduler, især inden for linjen Interaktionsdesign, hvor der vil blive udbudt flere programpakker af InDiMedias forskere under Studienævnet for Humanistisk Informatik.

 

Endelig har forskere fra InDiMedia aktivt udarbejdet nye undervisningsformer i form af såkaldte playshops, kreative workshops, hvor de studerende gennem praktiske aktiviteter lærer at bruge kreative teknikker til konceptudvikling, indholdsproduktion etc. Blandt de forløb, der er blevet udviklet over de sidste år er:
• Digital Storytelling
• Multimedia events – design og tilrettelæggelse af begivenheder
• Sea of Adventure – oplevelsesdesign ifm. et oplevelsescenter

Samtlige initiativer er eksempler på nye kreative formidlingsformer.