Forskningstemaer
Området for digitalt design udvikler og forandrer sig med
accelererende hast. Fra tidligere primært at have knyttet sig til
arbejdslivet er det nu blevet udbredt til også at omfatte så
forskellige områder som undervisning og læring, information,
underholdning, det kunstneriske og kulturelle område – såvel som
hverdagslivet generelt. Med ekspansionen ind i disse nye domæner sættes
der også kvalitativt nye krav til digitalt design.
Design til arbejdsmæssige sammenhænge, men også hverdagsgenstande og
populærkulturelle artefakter har oftest taget udgangspunkt i de
traderede sammenhænge, dvs. at designet i mindst muligt omfang skulle
bryde af i forhold til umiddelbare brugerforventninger, -krav og
-vaner. Populærkulturelle artefakter trækker eksempelvis oftest på
meget velafprøvede, stereotype og dermed også forholdsvis sikre og
forudsigelige mønstre. Og såkaldt 'intuitiv' design lægger sig oftest
op ad de mest fastgroede vaner og forestillinger.
Omvendt har det kunstneriske område oftest – i det mindste indenfor
de sidste 150 års modernistiske kunsttradition – været kendetegnet ved
at enhver nyskabelse, ethvert nyt værk eller produkt skulle være
innovativt, dvs. bryde med og udfordre det eksisterende. Den
modernistiske tradition er derfor ofte blevet beskrevet som ”the
tradition of the new” eller ”en tradition mod sig selv”. Begrebet om
kreativitet – forstået som evnen til at producere nye og originale
ideer og artefakter, og dermed evnen til at overskride og transcendere
traditionelle ideer, regler og mønstre – har derfor altid spillet en
central rolle indenfor denne kunsttradition.
I og med at de digitale produkter og digitalt design bevæger sig fra
de arbejdsmæssige og primært funktionalitets-orienterede domæner ind i
domænet for oplevelse, kultur, kunst og æstetisk, og i og med at
samfundet generelt bevæger sig ind i en ny oplevelsesorienteret
kulturform, hvor brugerne forventer, at der er knyttet innovative
oplevelsesmæssige elementer og nyhedsværdier til alle produkter og
tjenester, får ideen om nyskabelse og kreativitet en langt mere central
placering i digital design.
Sammenhængende hermed har der været en generel tendens til, at det
kreative ofte på en forsimplet måde er blevet knyttet til den rent
æstetiske dimension, mens det håndværksmæssige er blevet knyttet til
det tekniske niveau. Den nye generation af digitale produkter kalder
tilsvarende på at kreativt design i en konvergensbevægelse tænkes såvel
i forhold til den rent æstetiske side som i forhold til den tekniske og
funktionelle side.
Der er således et aktuelt behov for at (gen)forstå – at de- såvel
som re-konstruere – kreativitetsbegrebet, et behov for at udforske
hvilke skjulte ressourcer, der ligger gemt i det traditionelle
kreativitetsbegreb fra kunsttraditionen, samt et behov for at udvikle
strategier for dets anvendelse og udnyttelse indenfor området digital
design.
Det multifaglige forskernetværk vil have som formål at udforske
kreativitetsbegrebet samt at afsøge dets anvendelser inden for de
digitale designområder, herunder dets overføringsværdi til
IT-industrien som helhed.
Det skal gøres gennem en serie af åbne seminarer for
forskernetværket og andre interesserede, der i et progressivt forløb
behandler deltemaer med tilknytning til den generelle problematik.
|